Der tales meget om narcissisme for tiden. Og det er godt. Alt for længe har dette emne været usynligt og har gjort stor skade. Nu flyder det ud som lort fra et tilstoppet toilet, og det stinker.
Omkring mig har der altid været mange mere eller mindre narcissistiske mennesker.
Hvordan ser dette fænomen ud set gennem opstillingsarbejdets perspektiv?
En narcissist er et ekstremt såret menneske, et resultat af patriarkatet, hvor fædrene var strenge, dominerende eller fraværende, mens mødrene var underdanige og servicerende. En skjult krig mellem forældrene eller mellem en forælder og verden tog al pladsen for moderskab og faderskab, så barnet følelsesmæssigt, og nogle gange også fysisk, var helt alene. Børn i sådanne hjem var i så høj grad usete, at et sundt ego – du er her, du må være her, du er vigtig, du kan meget, vi elsker dig – ikke havde nogen chance for at udvikle sig. Forladthed til det yderste. Askepot, der venter på at blive inviteret til ballet.
En narcissist har typisk en følelsesmæssig modenhed af en toårig. Hans behov er de vigtigste og kan ikke vente. Han tester konstant grænser, undersøger dem, overskrider dem, vækker medlidenhed og henter energi fra den. Han fremstiller sig selv som hjælpeløs. Langsomt og i det stille skaber han afhængigheder med andre, oftest hjælpsomme og empatiske mennesker. Men kun så længe han har kontrol over relationen og en reel, materiel fordel.
Når en narcissist føler sig truet, angriber han og bemærker det ikke engang selv. Denne fuldstændige ubevidsthed om sin egen påvirkning af andre er det mest karakteristiske. Når alt kommer til alt, ved en toårig ikke, at han opfører sig uartigt.
Et nært forhold til en narcissist er ikke muligt uden kompromis, uden accept af at være forsørgeren, uden at betale prisen med sit eget jeg. For i sådan et forhold er der kun én dronning. Opretholdelsen af status quo sikres i sådan en relation af strategier, som vi allerede kender alt for godt fra dagens verden: forførelse, visioner og storhedsvanvid, ufejlbarlighed, fuldstændig uskyld, fejlfrihed, afhængighed og egeninteresse. Ved ulydighed kommer straffen i form af tavshed og overlegenhed, at få skylden for narcissistens egne fejl, ydmygelse, krav, provokationer, gaslighting, langsom isolation fra nære relationer og venner, bagtalelse og miskreditering.
Det er utroligt, at mekanismen i hvert eneste tilfælde er præcis den samme. Forudsigeligheden er ligesom i et schweizisk ur.
Men hvorfor?
Alt i vores verden er jo der af en grund og har en dybere mening. Jeg vil forsøge at drage nogle konklusioner.
Grænser – vi har to, en ydre og en indre. Forstyrrelser af den ydre grænse i opstillinger peger på overskridelser på niveauet mellem gerningsperson og offer. Nogen trængte ind i huset, vold, voldtægt og drab. Det er klart. Konfrontationen mellem offeret og gerningspersonen genopbygger de ydre grænser hos begge, genopretter kærlighedens strøm og roen.
Og den indre grænse?
Her er sagen mere kompliceret. Den berører vores sjæl, vores essens, vores identitet som et væsen, der har ret og evne til højere værdier, til at leve på sin egen måde, fuldt ud i sit potentiale, til at skabe sig selv. Det er her, balancen mellem at give og tage imod skabes. Her vælger vi, hvem vi er, og hvem vi ikke er, hvem og hvad vi tror på. Her skabes værdighed og sandhed. Det, der adskiller os fra andre og samtidig forbinder os med dem. Vores centrum.
Og det er netop denne grænse, narcissisten er mest interesseret i, fordi han oftest ikke selv har kontakt med sin egen. Det er denne grænse, der beskytter os mod manipulation og giver os kraft til at realisere vores individuelle ønsker. Det er den, der beskytter os mod at miste os selv. Vi bygger den gennem vores valg i livet, vores adfærd og de værdier, vi lader os lede af. Gennem anerkendelsen af vores egen skygge. Når den er svag eller bevægelig, er det ikke let for os at holde en fast retning, konfrontere os selv og træffe valg.
Når en narcissist møder en person med en bevægelig indre grænse, spejler han sig i vedkommende som i et spejl. Han søger en, der villigt bøjer sig, tilgiver, ofrer sig, hjælper på bekostning af sig selv. En, der giver ham beundring og indre kontrol over sig selv.
Hvad ville en person med en svag indre grænse ikke gøre for at slippe for at konfrontere sin mørke side, for at være den gode, uskyldige og medfølende. Så kan en anden være den onde i stedet.
Her kommer narcissisten til hjælp. Han stiller en over for den indre grænse, egne værdier, som må forsvares til prisen for udelukkelse og endda straf for manglende loyalitet.
Narcissisten dukker op dér, hvor tiden er inde til en ændring af moralen, en fuldstændig ombygning af måden at handle, tænke og reagere på. For alvor, fordi prisen for at modstå en narcissist er stor. Det er at blive kaldt den onde, den dumme, den sindssyge, den unormale. En egoist.
Men det er også at komme ud af fangenskabet og stå på egne ben.
Og så kommer en ny kvalitet ind i livet. Tryghed, voksenhed og ansvar. Frihed. Og til sidst kærlighed til narcissisten og anerkendelsen af hans plads i ens liv som den vigtigste lærer.
Man siger, at antallet af narcissister er stigende i samfundet.
Men hvad med antallet af mennesker, der ikke ved, hvem de er, som er ligeglade med, hvad de bidrager med til denne verden, bare der er råd til at tage på en fed ferie?
Stiger det antal ikke også?