Til opstillinger kommer der hovedsageligt mennesker, som er udmattede af at give til andre. De har svært ved at tage imod fra andre og ved at give til sig selv.
Deres batterier bliver hurtigt tømt på den måde. De kører på de sidste reserver. Mennesker omkring dem mærker, at det, de modtager fra sådan en person, ikke giver dem næring. Men vi ønsker ikke at såre dem, og det føles forkert at sige nej. På den måde opstår der en indvikling, altså en sammenfiltring af energier.
En afhængighed, som koster begge parter frihed og styrke. En ond cirkel.
I konstellationer er ordenen i at give og tage imod en af denne læres vigtigste søjler. Balancen mellem at give og tage imod er nøglen til succes, sunde relationer og et godt velbefindende.
Hvad betyder balancen mellem at give og tage imod?
For at forstå det må vi se nærmere på ubalancen og dens egentlige årsag, som er mangel.
De fleste mennesker, selv dem, der har opnået succes, har ikke noget at give af. Det er som at hælde fra et tomt glas. Man kan ikke hælde fra noget, der er tomt. Og hvis du alligevel gør det, giver du på kredit. Og kredit skal betales tilbage.
Jeg giver dig, fordi jeg ikke værdsætter mig selv.
Værdsæt mig.
Til gengæld skal du give mig taknemmelighed.
Jeg giver dig, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal tage vare på mig selv, så jeg tager mig af andre.
Vær tilfreds.
Til gengæld skal du give mig glæde.
Livet er så tungt. Jeg har brug for at lette min egen byrde, lette min samvittighed, så jeg giver til andre.
Se, hvor god jeg er.
Til gengæld skal du tage min byrde fra mig.
Og vi har mange sådanne mangler.
Den første mangel, vi oplever, er adskillelsen fra en forælder. Vi kommer også til verden med en mangel, som vi arver fra vores forfædre, eller som vi bærer med os som uafsluttede karmiske forhold. Først når vi erkender, hvad denne mangel består i, og tager os selv alvorligt, kan vi begynde at fylde os selv op.
Med kærlighed, hvor kærligheden ikke var der.
Med anerkendelse, hvor den manglede.
Med et arbejde, der udvikler os og vækker vores passion.
Fra sådan et sted i os selv giver vi på en anden måde, uden at forvente noget til gengæld. At give kommer så naturligt, flydende.
Jeg giver dig, fordi jeg værdsætter mig selv.
Jeg er taknemmelig for, at jeg kan give dig noget.
Jeg giver dig, fordi jeg ved, hvordan jeg skal tage vare på mig selv, og fordi jeg har ressourcer nok til at kunne tage vare på andre.
Det giver mig glæde.
Livet er let, jeg behøver ikke bevise noget eller gøre mig fortjent til noget.
Jeg respekterer din tunge skæbne.
Og når vi har brug for noget, tager vi gerne imod det. Fordi vi allerede kan genkende vores egen mangel og tage ansvar for den. Tage os af den.
Og det er netop balancen mellem at give og tage imod. Det kan ikke forklares ud fra én enkelt relation.
Men man kan forsøge at forstå årsagen til sin egen personlige mangel og skabe en sådan balance i sig selv.
Familieopstillinger bringer mennesket i kontakt netop med denne oprindelige mangel. De gør det muligt at se, hvilken indflydelse denne mangel har på et menneskes liv. Hvor meget den ødelægger dets liv, og hvordan den suger alt omkring det til sig. De gør det muligt at gennemleve de følelser og tilstande, der er forbundet med denne mangel.
Det bliver muligt at tage ansvar for sin egen mangel, nu som individ. Gennem erkendelsen af, at det ikke vil være anderledes. At give slip på at vente på, at det lille trug af sig selv bliver fyldt, eller at andre skal fylde det, er en enorm gave.
Og vi er ikke alene i det. På vejen mod balance oplever vi støtte.
Det er ofte som en ny begyndelse, som at vågne fra en søvn. Ofte er det en opvågning til en vanskelig virkelighed, fordi vi mister illusionen om, at det egentlig ikke stod så slemt til med mig. Til gengæld opstår klarhed, opmærksomhed og respekt for alle dem, der har været en del af vores vej.
Dette er et stabilt grundlag for at bygge noget nyt – et glas, der ikke længere lækker.