Så længe jeg kan huske, er jeg altid hurtigt kommet til at kede mig.
Skolen var et mareridt for mig. Da jeg var 10 år, læste jeg Ville's biologibog (omkring 1300 sider med meget lille skrift). Og fordi jeg havde fotografisk hukommelse dengang, kedede jeg mig med dette fag helt til slutningen af gymnasiet og halvvejs gennem universitetet.
Og sådan var det med alting. Mange videnskabelige og livsrelaterede emner blev fuldstændig uinteressante for mig, så snart jeg nåede en vis dybde i emnet, eller når jeg ikke kunne se, hvordan noget reelt kunne hjælpe mennesker i forhold til de ressourcer, der blev investeret i det. Til sidst overbeviste jeg mig selv — eller rettere, bildte jeg mig selv noget ind — om, at jeg måtte tænke og handle anderledes: skridt for skridt, møjsommeligt, så alle kunne følge med.
Til sidst blev jeg ingeniør og hoppede fra blomst til blomst i mit arbejdsliv, hvor jeg skiftede mellem afdelinger, projekter og forskellige fagområder. Først begejstringen over et nyt emne, at suge det til mig som en svamp, og derefter skuffelsen og kedsomheden over, at det var så enkelt, meningsløst eller gentagende, og tanken: lad andre gøre det...
Denne notesbog fik jeg af min leder. Hun har humor, et stort engagement og samtidig en sund distance til arbejdslivet. Med denne gave gav jeg mig selv en indre tilladelse til at holde op med at tage arbejdsrelaterede ting alt for alvorligt.
Det var sådan, indtil jeg begyndte at arbejde med opstillinger.
Her er hvert arbejde anderledes! Hver opstilling er overraskende og fuld af nye opdagelser. Man møder klienten uden en forudfattet idé, uden teorier eller antagelser. Uden en strategi.
Kun med sandhed, nærvær og et åbent hjerte.
Det er ikke et let arbejde. Det kræver fokus, ansvarlighed og et kontinuerligt arbejde med sig selv!
Og det er ofte ikke en service for alle, men for dem, der, ledet af deres intuition, finder vej til mig på det helt rigtige tidspunkt — for dem og for mig.
Dette arbejde har dybde. Og resultaterne er ressourcerne værd. Her behøver jeg ikke tilpasse mig, anstrenge mig eller gøre det, jeg gør, mere overfladisk. Jeg går ikke på kompromis.
Jeg er ganske enkelt mig selv i hele mit potentiale, med åbenhed og respekt for hvert menneskes skæbne.
Og mit sultne sind står ikke længere i vejen som en hindring. I stedet hjælper det mig med at bearbejde og integrere den enorme mængde information — ofte nonverbal — som strømmer gennem dette arbejde.